Den offentlige sektor

Nordisk Administrativt Forbund (NAF)

Vil du være med til at præge debatten om den offentlige sektor?

Den offentlige sektor er i øjeblikket under et historisk pres pga. finanskrisen og stigende krav. Derfor har det aldrig været vigtigere at sætte fokus på udfordringerne og mulighederne for den offentlige sektor. Nordisk Administrativt Forbund er forbundet, der kaster lys på de nye muligheder og sikrer en kvalificeret – og opkvalificerende – debat.

Hvad er Nordisk Administrativt Forbund?

Nordisk Administrativt Forbund (NAF) har gennem næsten 100 år sat aktuelle forvaltningsspørgsmål til debat. Vi sætter fokus på udfordringerne for den offentlige sektor, mulighederne for nytænkning og udvikling, forholdet mellem embedsmænd og politikere og meget andet. Gennem et aktivt program giver vi sammen med samarbejdspartnere som DJØF og Deloitte vores medlemmer mulighed for at få adgang til den nyeste viden om den offentlige forvaltning.

Nordisk Administrativt Forbund har i alt 1400 medlemmer i de fem nordiske lande, heraf omkring 300 danske medlemmer.
***************************************************************************************
22-05-2023

Generalforsamling Nordisk Administrativt Forbund.

Tidspunkt: Onsdag den 31. maj 2023 kl. 17-18
Sted: Københavns Rådhus (2. sal, lokale 47)

Dagsorden:

1. Status Nordisk Administrativt Forbund : Formandens beretning

2. Valg af Formand for Nordisk Administrativt Forbund

3. Valg af næstformand for Nordisk Administrativt Forbund

4. Udpegelse af Forretningsudvalg for Forbundet

5. Regnskab for 2022

6. Budget for 2023

7. Eventuelt

***************************************************************************************
02-05-2023

FRA OVERSTYRING TIL ANTISTYRING

Kom til debatmøde om styring i den offentlige sektor

Hvilke iboende udfordringer og dilemmaer findes der i den gængse styringstænkning, der hersker i både kommuner og i staten? Hvilke erfaringer har afbureaukratisering affødt? Og hvad er alternativet, hvis resultatplaner og kontrakter ikke fungerer efter hensigten? Få bud på disse spørgsmål, og stil dine egne til panelet, når Djøf i samarbejde med Nordisk Administrativt Forbund onsdag den 10. maj 2023 afholder debatmøde om styringen af den offentlige sektor.

I paneldebatten deltager bl.a. vores formand professor Peter Bjerre Mortensen samt kommunaldirektør Stig Henneberg. Debatten styres af næstformand i NAF direktør Claes Nilas.

Der vil efterfølgende være snacks og mulighed for at netværke.

Tilmeld dig her: https://www.djoef.dk/kurser-og-arrangementer/s-oe-gning-alle-aktiviteter/aktiviteter/fra-overstyring-til-antistyring.aspx?activityId=28667

***************************************************************************************
09-10-2022

Nyt i Nordisk Administrativt Forbund

Den danske afdeling af Nordisk Administrativt Forbund (NAF) har fået ny formand. Den nye formand blev valgt på Generalforsamlingen, som fandt sted tirsdag den 20. september i Djøf´s lokaler i Gothersgade i København.
Formand for NAF i Danmark er nu professor Peter Bjerre Mortensen, som er Professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.
Samtidig har Forbundet fået en næstformand. Det er Claes Nilas, der til daglig er direktør for Hjemrejsestyrelsen. Der er samtidig ved at blive dannet et nyt Forretningsudvalg for Forbundet, nærmere meddelelse herom følger snarest.

Forbundet har allerede i år udgivet et nummer af medlemsbladet, Administrativ Debat, bl.a. med et interview med Kaare Dybvad Bek om centralisering, udflytning af arbejdspladser mm.

Her i efteråret arrangeres sammen med Juridisk Forening et gå-hjem-møde for medlemmer af NAF. Mødets titel er ”Advokatundersøgelser” med oplæg af Formanden for Advokatrådet, Martin Lavesen. Mødet finder sted mandag den 28. november kl. 17.00.

I nordisk sammenhæng arrangeres hvert tredje år det såkaldte ”Almene møde”, som er en konference for alle medlemmer af Nordisk Administrativt forbund i alle fem nordiske lande. Det er Danmark, der har ansvaret for konferencen næste gang. Vi regner med at arrangere den til afholdelse i slut august måned 2023. Det er noget vi glæder os til at vende tilbage til.

Peter Bjerre Mortensen Claes Nilas
Formand Næstformand

***************************************************************************************

GENERALFORSAMLING 2022

Der afholdes generalforsamling i Nordisk Administrativt Forbund.

Tid og Sted:
Tirsdag d. 20/9-2022 kl. 16-17
Gothersgade 133, 1123 København

****************************************************************************************