NAF Logo

Nordisk Administrativt Forbund

 
 Forside > Nyt fra Formanden
Bliv Medlem
Arrangementer
Tidsskrifter
Organisation
Nyt fra formanden

                              Kære Medlemmer

Af NAFs formand, adm. direktør Claes Nilas

Årets sæson i Nordisk Administrativt Forbund tegner til at blive den mest intensive nogen sinde.

Vi har allerede være igennem flere succesrige arrangementer.

Den 21.-22. august 2003 afholdtes på Island i byen Selfoss den 27. ordinære fællesnordiske møde i regi af Nordisk Administrativt Forbund. Her medvirkede omkring 150 nordiske forvaltningsinteresserede og deltog i en række foredrag, workshops mv. under titeloverskriften: "Tilsyn med forvaltningen - Retsmidler og sikkerhed". Der blev tale om et meget vellykket arrangement, som tjener vore islandske venner i den islandske afdeling af Nordisk Administrativt Forbund til stor ære. Ikke mindst den islandske formand Róbert R. Spanó havde gennem en dynamisk indsats fået løftet arrangementet, sådan at der kom en lang række interessante foredrag og også kom en række tværfaglige gode diskussioner. Bl.a. havde vi fra dansk side foredrag af ombudsmanden, professor Hans Gammeltoft-Hansen, der som sædvanlig bidrog på allerbedste måde med et foredrag om Ombudsmandens tilsyn med kommunerne.

Der var også en pæn dansk repræsentation på mødet, og tilbagemeldingerne efter det fællesnordiske møde har været entydigt positive. Nu er opgaven så vores, idet Danmark varetager det fælles formandsskab af Nordisk Administrativt Forbund de næste tre år sluttende med et stort nordisk møde i Danmark. Det er en opgave, som vi naturligvis vender tilbage til.

Tirsdag den 9. september havde vi vores Embedsmandskonference, som vi arrangerer sammen med DJØF Efteruddannelse. Også dette blev en stor succes med oplæg af yderst kompetente oplægsholdere: Integrationsminister Bertel Haarder, direktør for personalestyrelsen Lisbeth Lollike, Statsadvokat Henning Thiesen, professor Jørgen Grønnegaard Christensen og direktør Christian Gether. Også her udspandt der sig en livlig diskussion, bl.a. om forholdet mellem politikere og embedsmænd og den såkaldte "nul-fejls kultur".

Men efteråret byder på yderligere en lang række arrangementer:

Den 8. oktober løber Kommunekonferencen af stablen i Odense, igen med et varieret og spændende program, som spænder fra Strukturkommission til forvaltningsledelse. Og vi har ikke mindre end tre gå-hjem møder, som allerede er planlagt, og som omtales nærmere her på vores hjemmeside. Jeg kan kun opfordre medlemmerne til at deltage i disse gå-hjem møder, der som bekendt er gratis for medlemmerne.

Og så to nye ting:

  • Jeg samarbejder i øjeblikket med DJØF Efteruddannelse om et større arrangement, som opfølgning på det magtudredningsprojekt, der afsluttes her i efteråret. Vi satser på et gå-hjem møde eller 1/2-dagsarrangement i København. Nærmere oplysning følger snarest her på hjemmesiden.

 

  • Og endelig igangsætter vi nu en ny medlemskampagne for at fåflere medlemmer af Nordisk Administrativt Forbund. Vi er knap 700, men der er sagtens plads til mange flere, som interesserer sig for forvaltningsstrukturer, forvaltningsledelse, forvaltningsret osv. Derfor har vi lavet en ny indmeldelsesfolder, som vores medlemmer naturligvis kan rekvirere enten hos sekretærerne eller kassereren og distribuere til venner, bekendte, kolleger osv., som sagtens kan have interesse i Nordisk Administrativt Forbund. Endvidere vil vi lave en lille begrænset markedsføringskampagne i DJØF bladet og i Stud.Samf. her i efteråret for at gøre opmærksom på vores eksistens og de kvaliteter der ligger i vores forening. Jeg håber naturligvis meget, at medlemmerne af Nordisk Administrativt Forbund vil bakke op om vores lille markedsføringskampagne og gøre den kendt på deres arbejdsplads, i forhold til andre interesserede i forvaltningsspørgsmål osv.

Rigtig god fornøjelse med et travlt og interessant efterår i Nordisk Administrativt Forbund-regi.

Med venlig hilsen

Claes Nilas

Claes Nilas
Claes Nilas
Læs Nyt fra formanden, juli 2003